Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årsberetning 2021/2022

Årsberetning 2021/ 2022

2021/ 2022 har været det sidste år i valgperioden, og derfor har skolebestyrelsen primært haft fokus på, at fastholde det igangværende arbejde – og dermed ikke sætte en række nye initiativer i gang.

Skolebestyrelsens arbejde har været påvirket af Covid-19 de seneste år. Det har bl.a. betydet, at skolebestyrelsen har aflyst en arbejdslørdag, hvor der plejer at være fokus på skolens vision og udvikling.
Desværre så skolebestyrelsen sig ligeledes nødsaget til at bakke op om aflysning af skolefesten.


Nedenfor har skolebestyrelsen valgt nogle fokusområder for 2021/ 2022, som der er knyttet nogle kommentarer til.
 

Corona 

Coronasituationen har været et fast punkt på skolebestyrelsesmøderne, hvor skolens ledelse og personale har orienteret bestyrelsen om håndteringen af situationen. Samtidig har bestyrelsen givet feedback retur til skolen omkring situationen i hjemmene, og herunder børnenes trivsel.
 

Derudover har situationen også påvirket selve møderne, da disse ikke har været mulige at gennemføre fysisk. Skolebestyrelsen har i den forbindelse haft fornøjelsen af at afprøve elevernes online undervisningsplatform til afvikling af møderne.


Skolebestyrelsesvalg
Der har været valg i 2022, hvor skolebestyrelsen har været med til at gøre opmærksom på valget via en pr-kampagne med små video. Videoernes formål har været, at give et reelt billede af de opgaver som skolebestyrelsen varetager.

 

Formandens tale ved dimission

Det er en stor dag, når en årgang dimitterer og forlader skolen. En bestyrelsesrepræsentant deltager ved dimissionen for at holde en tale og ønske de unge mennesker god vind i deres videre liv.


Deltagelse på forældremøde

Det har igennem årene været en prioriteret opgave for skolebestyrelsen at deltage i forældremøder. Det er vigtigt med synlighed og tilgængelighed, så forældrene på skolen ved, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer afdelingerne.
 

Deltagelse på informationsaftenen for skolestart

Når skolen skal præsenteres på informationsmøde, har det været vigtigt for skolebestyrelsen, at bidrage til at informere ud fra et forældreperspektiv. Det har givet anledning til en god dialog med kommende forældre på skolen.

Ansættelsesprocesser
En fast bestanddel af skolebestyrelsens arbejde er også at deltage i ansættelsessamtaler. De forældrevalgte repræsentanter sidder med til samtalerne som repræsentanter for både skole, såvel som forældre.

 

Revidering af skolens ordensregler

Skolens ordensregler er gennemgået og opdateret til skoleåret 2022/23. Der er bl.a. indarbejdet nye ordensregler ifht. at forlade skolens område.
 

Udarbejdelse/ revidering af princip for skolestart
Princip for skolestart er revideret efter dialog med relevante medarbejdere i indskoling.

 

Udarbejdelse af princip for evaluering
For at have fokus på læring, har skolebestyrelsen set på et princip for evaluering.
Princippet skal bidrage til en evaluering af undervisning på skolen og er relateret til såvel elevens egen læring som medarbejdernes videreudvikling.

Behandling/ godkendelse af budget samt timefordelingsplan
Skolebestyrelsen har været med til at drøfte og godkende skolens budget og timefordeling, hvilket bl.a. har resulteret i omfordeling af geografitimer. Endvidere har skolebestyrelsen arbejdet for at skoleskak og makerspace fortsat er en del af den understøttende undervisning.


Tanker og visioner for en arbejdsdag i skolebestyrelsen ift. forbedring af skolens udearealer

Skolebestyrelsen har gennem årene drøftet, at udearealer mangler vedligeholdelse. Både i form af renholdelse af stier og andre arealer samt forskellig mindre vedligehold. Desværre er der ved teknisk serviceteam ikke tilstrækkelige ressourcer til at varetage opgaven fuldt ud. Bestyrelsen har i forlængelse heraf planlagt en arbejdsdag, hvor forældre på frivillig basis kan komme og bidrage til forbedring af skolens udearealer. Der kan arbejdes videre med disse tanker i den nye skolebestyrelse.

Sikker skolevej
Skolebestyrelsen har gennem en længere årrække samarbejdet med Aalborg Kommune om forbedringer af skolevejene omkring skolen. Dette er nu endelig gennemført, og der er sket forbedringer 4 konkrete steder i lokalområdet, herunder blandt andet Byplanvejen, men også i t-krydset ved Hellevangen og Sohngårdsholmvej.